03 May 2021

Den grønne omstilling skal bruge dine private data – på forsvarlig vis

Hvis den grønne omstilling skal lykkes, skal energiselskaberne bruge borgernes forbrugsdata. Men hvordan sikrer vi en effektiv omstilling, samtidig med, at den private data bliver behandlet forsvarligt? Det nationale forskningscenter Center Denmark mener det kan opsummeres i ét ord: Demokratisering.

Den grønne omstilling skal bruge dine private data – på forsvarlig vis

Normalt handler datadiskussionen om Facebook og de andre techgiganter – hvad ved de om os, og hvad bruger de det til?

 

Men ikke alt, der har med borgernes data at gøre, handler om markedsføring og profit - tværtimod, lyder det fra direktør for det nationale grønne forskningscenter, Center Denmark, Søren Skov Bording:

 

”Data skal ikke hovedløst bruges til markedsføring, og det er ikke et redskab til at etablere et overvågningssamfund, hvor kommunen kan dokumentere, hvilken borger opholdt sig hvor og hvornår,” slår han fast.

 

”Data, og i vores tilfælde energi-data, er nødvendige for at gennemføre den grønne omstilling, og det er det, data er efter min mening det egentlig formål med data,” siger han.

 

I Center Denmark bruger forskere dagligt millioner og atter millioner af borgernes data. Dataene stammer fra over 100.000 borgeres målere, og således afleveres der tal for, hvor meget vand, el og varme hver enkelt husstand bruger, til Center Denmarks enorme data-sø.

 

”Vi sorterer dataene, og bruger dem til at danne mønstre i folks forbrugsvaner, så vi kan sikre, at vi bruger vores el, vand og varme optimalt,” forklarer Søren Skov Bording.

 

Han peger på, at en måde at bruge dataene på, er at udvikle apps, hvor almindelige borgere kan se deres eget forbrug i realtid:

 

Hvis der er unormalt højt forbrug en dag, så kan det for eksempel betyde, at der er en læk i et vandrør, som borgeren kan få repareret hurtigt.

 

I Center Denmark bruger de dog ikke dataene til så konkrete formål. Her handler det om at integrere de forskellige former for forbrug med hinanden – med den grønne omstilling som overordnet sigte:

 

”I dag slukker vi ofte for vores vindmøller, selvom vinden blæser. Det sker for at undgå, at der produceres mere strøm end der forbruges. Det giver hvert år et kæmpe tab af CO2-fri energi, fordi vi ikke har noget sted at gøre af den overskydende strøm. Men hvis nu vi kunne integrere energisystemerne, så ville vi kunne udnytte vindmøllerne meget bedre – for eksempel ved at integrere elnettet og  fjernvarmenettet – så ville vi kunne sende overskudsstrømmen over i fjernvarmenettet, når elnettet er fyldt op,” siger Søren Skov Bording.

 

Det kan ikke lade sig gøre i dag, fordi de to net ikke er forbundet med hinanden.

 

”Vi kan godt koble dem sammen, men vi skal bruge data for at gøre det.”

 

Han forklarer, at Center Denmark har dataene tilgængelige:

 

”Vores afsæt er, at vi gerne vil tilbyde virksomheder adgang til dataene med henblik på, at de kan udvikle nye services der understøtter den grønne omstilling. Nu er vi ved at bygge rammerne op omkring, så det kan ske på en ordentlig måde,” siger Søren Skov Bording.

 

 

Data er private – og det skal de blive ved med at være

 

”Det arbejde med at integrere el- vand- og varmeforbruget ligger ganske langt væk fra tech-giganternes univers, selvom begge dele handler om store mængder data” siger Søren Skov Bording.

 

Alligevel er det vigtigt at tage diskussionen, og svare på de ovennævnte spørgsmål: Hvad ved de om os, og hvad bruger de det til? mener han.

 

”Den våde drøm er jo, at forbrugeren selv skal kunne følge med i præcis, hvad der sker med ens egen data, og at man som borger også selv kan vælge, hvem man vil dele sin data med, og til hvilket formål. Men som minimum skal vi være sikre på, at vi i detaljer ved, hvad forbrugernes data bliver brugt den til,” siger Søren Skov Bording.

 

GDPR-lovgivningen er der taget højde for. Center Denmark har lagt tid og kræfter i at sikre,at GDPR-lovgivningen overholdes  i forbindelse med det sorteringsarbejde, som centret allerede gør i dag. Man kan pulje målere sammen, så det ikke fremgår, hvilke tal, der kommer fra hvilken specifik husstand, for eksempel, eller man kan anonymisere på anden vis.

 

Det vigtige, mener han, er borgerinddragelsen:

 

”Vi har brug for en demokratisk samtale om, at et grønt samfund er afhængigt af viden om Hr. og Fru Jensens forbrugsdata – og hvordan vi på forsvarlig vis og i fuld åbenhed bruger den data til vores fælles bedste,” siger Søren Skov Bording.