Energinet publicerer aktuelle ubalancer i elsystemet og bidrager til en mere bæredygtig energiforsyning
Udfordring
Elnettet skal integrere mere og mere elektricitet fra vedvarende, fluktuerende energikilder såsom vind og sol. Samtidig udfases flere centrale kraftværker, og der udbygges med flere decentrale enheder til bl.a. varmeproduktion, transport, køling og spildevandhåndtering. Det skaber en udfordring for balancen i elsystemet, både i det overordnede TSO-elnet (Transmission System Operator) og de lokale DSO-elnet (Distribution System Operator).
Mindre enheder såsom elbiler eller varmepumper rummer et stort potentiale for balancering af elsystemet på grund af deres fleksible forbrug, men der mangler værktøjer for at aktivere dem i elsystemet. I situationer hvor vind- og solforhold ændrer sig ift. forecasts, vil det give stor værdi for elnettet samt besparelser hos anlægsejere at skubbe forbruget hos elbiler og varmepumper.
Løsning
I et Digital Energy Hub inspirationssprint med Energinet har vi samlet 25 eksperter inden for digitalisering i energisektoren. Sammen har vi arbejdet på at udvikle anbefalinger og konkrete handlingsplaner for, hvordan man kan bringe små, fleksible enheder bedre i spil ved hjælp af prissignaler i realtid, så vi sikrer balance i elsystemet.
Ekspertpanelet i sprintet havde bred repræsentation fra DSO’er, TSO’er, ejere af de fleksible, mindre enheder, aggregatorer, branchefællesskaber, vidensinstitutioner, GTS-institutter, styrelser og udviklere af digitale løsninger. Deres anbefalinger mundede ud i et pilotprojekt fra Energinet om at dele aktuelle ubalancer med industrien.
Resultat
Sprintet har resulteret i, at Energinet nu vil publicere ubalancer i realtid via deres Energi Data Service – Power Systems Right Now. Det vil øge markedsaktørernes information om elsystemets aktuelle tilstand og give dem mulighed for at overvåge behovet for balancering på løbende basis. På den måde kan markedsaktørerne aktivt bidrage til at reducere ubalancer i realtid, hvilket vil give en mere bæredygtig energiforsyning.
Se Energinets realtidspublisering af ubalancer gennem Power Systems Right Now. Eller læs mere om Energinets pilotprojekt her.
”Hvis Energinet rykker information om status i regulerkraftmarkedet tættere på nuet, vil det i langt højere omfang få aktørerne til at handle i overensstemmelse med elsystemets behov. Vi forventer derfor, særligt ved ekstreme hændelser, at selvbalancering i øget omfang vil hjælpe med at holde balancen og derved reducere Energinets behov for at udtømme reserver.”
– Jeppe Danø, Vice President, Forretning og Marked, Energinet.
Fakta
Sprint
Sprint 3 med Energinet: Hvordan sikres balancen i elsystemet, og hvordan kan små enheder inkluderes yderligere?
Sprint periode: d. 24. maj 2023 – d. 4. oktober 2023
Deltagere i ekspertpanelet
Watts
Intelligent Energi
Medier
